Dette er historien om

 

  • hvordan jeg på mindre end tre år gik fra et lokale på 12 m2 og en græsplæne til en stor afdeling i Kolding og Vejen med et salg på 98 millioner kr. i luksusbiler.

 

  • Hvordan jeg bl.a. opkøbte 113 biler fra et konkursbo og solgte dem videre med en fortjeneste på 18 millioner kr.

 

  • Hvordan jeg efterfølgende vækstede min butik via køb af luksusbiler fra Dubai, f.eks. tre Bentley’er, som jeg købte for 1.2 mill. og solgte videre til et leasing-selskab for 5.3 mill. Hvorefter jeg leasede dem retur og brugte dem til en indbringende udlejningsforretning.

 

  • Hvordan banken fik kolde fødder pga. den kraftige vækst og derfor opsagde vort samarbejde.

 

  • hvordan en dommer erklærede mit hovedselskab konkurs, selvom jeg tydeligt kunne dokumentere min betalingsevne.

 

  • Hvordan 25 politibetjente ransagede min privatejendom uden dommerkendelse på en ubegrundet mistanke om, at jeg lå inde med 2 kg kokain og mindst 8-10 skarpladte våben.

 

  • Hvordan man – baseret på en mail til mig fra en prominent eks-rocker, der havde tilbudt sin hjælp i forbindelse med en konkret bilhandel, der var gledet af sporet; en hjælp jeg havde takket nej til – fik det til at fremgå, som at jeg selv havde bedt rockerne om hjælp.

 

  • hvordan politiet gemte en DNA-rapport for at holde mig fængslet og senere – da det kom frem – ændrede sigtelsen fra våbenloven (med maks. seks måneders fængsel) til straffeloven med 2,3 års minimumstraf for at sikre, at jeg ikke blev løsladt, imens samtlige mine og samarbejdspartneres selskaber blev efterforsket. Og gik konkurs.

 

  • hvordan boets kurator flittigt udtalte sig til medierne om, at der er foregået massiv svindel; en anklage, der efter et helt års politiefterforskning ikke har kunnet bekræftes.

 

  • Og hvordan hele sagen mod mig ser ud til at være bygget på, at 58 ud af de 700 biler, jeg har haft igennem butikken, er klonbiler, som jeg ifølge politiet egenhændigt skulle have været ude i verden og dels stjæle, dels klone.

 

Dermed bliver det den utrolige historie om, hvordan et lovende erhvervseventyr måtte lade livet uden grund. Forhåbentlig kan den tjene som et wake-up call for alle, der mener, at iværksættere ikke pr. definition er skurke, men tværtimod en nødvendighed i et samfund, hvor man som bekendt ikke kan leve af at klippe hinanden.



Kan den tilmed bidrage til, at der bliver ryddet op og ud i leasingbranchen samt kommer fokus på det store problem, som klonbilerne udgør, vil meget være nået.